EnergiFyn

Grid Optimizer – et nyt brancheværktøj

Et samarbejde med breakoutimage A/S og EnergiFyn

Grid Optimizer er et cloudbaseret dataaggregeringsværktøj rettet specielt mod forsyningsindustrien, i første omgang mod leverandører af fiberbredbånd. Platformen er udviklet af breakoutimage A/S og Blue Visuals i fælleskab med EnergiFyn som første kunde og aktiv medspiller under udviklingen.

breakoutimage A/S er autoriseret GE-partner og en etableret leverandør af softwareløsninger til forsyningsindustrien. Firmaet har et indgående kendskab til branchens processer og anvendelse af geografiske data og ud fra det kendskab og års dialog med kunderne, blev det besluttet at skabe et nyt værktøj, der i højere grad end de eksisterende systemer kunne tilgodese krav til bl.a. hastighed og mobilitet. Samtidig var det et centralt krav, at værktøjet fra bunden skulle være designet til at kunne anvendes i samspil med mange forskellige applikationer baseret på alle gængse stationære og mobile platforme.

Grid Optimizer aggregerer og beregner geografiske data, hvorefter de tilrettelægges i en højeffektiv datamodel, der muliggør meget korte svartider. Men data skal også distribueres og præsenteres, og til at løse den opgave bad breakoutimage Blue Visuals om at udvikle en visualiserings- og rapporteringsløsning, der kunne leve op til ønsket om lynhurtig rapportgenerering. Et samarbejde blev derfor etableret, og resultatet blev en webbaseret portal, hvorfra data kan tilgås og bearbejdes i forskellige formater, der spænder fra rapporter til kortbaserede interaktionsmetoder.

Første kunde blev EnergiFyn, som på et tidligt tidspunkt i udviklingsforløbet udviste interesse for Grid Optimizer. Den fynske el-, gas- og bredbåndsleverandør har derfor medvirket aktivt som kravstiller og inputgiver, noget vi er overbeviste om har været med til at gøre Grid Optimizer endnu mere praksisorienteret.

Realtidsdata og mobilitet

En af de centrale problematikker Grid Optimizer løser var også velkendt for EnergiFyn. Den handler om hastighed og mobilitet. Udrulning, drift og vedligehold af fibernetværk involverer omfattende brug af infrastrukturdata, og valide, opdaterede data er afgørende for at undgå fejl. Traditionelt har udtræk af de nødvendige data, ofte fra flere systemer, dog været meget tungt og tidskrævende, og generering af en enkelt rapport kan tage mange timer. Det umuliggør i praksis at det arbejdes mobilt, da de nødvendige data ikke kan trækkes på arbejdsstedet som ofte er i felten. I stedet anvendes printede rapporter, hvilket indebærer, at data kan være forældede, når de anvendes. Det er bl.a. disse udfordringer Grid Optimizer løser. Platformen aggregerer data fra kildesystemerne og anvender dem i en ny, effektiv datamodel. Herefter kan de stilles til rådighed via et lynhurtigt API, som håndterer forespørgsler fra eksterne applikationer – herunder Grid Optimizers egen mobiloptimerede rapporterings- og visualiseringsapplikation. Resultatet bliver at rapporter kan genereres i nær-realtid direkte fra en tablet eller smart-phone og derefter vises på samme. Ventetiden er forkortet fra timer til få sekunder, og data trækkes i arbejdssituationen, når de skal bruges, ikke hjemme på kontoret. Det giver markante effektiviseringer, både pga. tidsbesparelsen og fordi fejl undgås, når data altid er opdaterede.

Et standardiseret brancheværktøj – med tilpasningsmuligheder

Grid Optimizer er i høj grad tænkt som et værktøj, der skal kunne anvendes af alle leverandører af fiberinfrastruktur. Systemet indeholder som standard en længere række rapporter samt mapping- og sketching-funktionalitet, der dækker helt centrale dataområder for alle fiberleverandører.

Parallelt med standardløsningen vil det dog være muligt at lave kundetilpassede tillæg, f.eks. i form af nye datakilder, rapporter og dashboards. Med Grid Optimizer sigter vi dermed mod både at kunne tilbyde fordelene ved standardisering og fleksible tilpasningsmuligheder udenfor kernen.

Blue Visuals Generic Visualization Platform

Grid Optimizers webportal samt visualiserings- og rapportgenerator er baseret på Generic Visualization Platform (GVP). GVP udgør brugerinterfacet og varetager desuden dataforespørgsler i Grid Optimizers API samt lynhurtig generering og præsentation af rapporter.

Generic Visualization Platform er Blue Visuals’ egenudviklede dashboard- og rapporteringssoftware, et datavisualiseringsværktøj, der kan tilpasses branchespecifikke behov. GVP kan med fordel anvendes, hvor standardiserede dashboard- og BI-systemer systemer ikke er velegnede.

Kontakt os

og lad os hjælpe dig til et bedre overblik